Injuriesagen


Injuriesagen 1958;
”Historien om Vang Petersen fra Stationsbyen Jyderup
Allerede i 1958 blev mellemskolen afskaffet ved lov, det betød ændringer for kommuneskolens vedkommende.
For de elever, som ønskede at forsætte i realoverbygningen, var Jyderup Realskole i første omgang eneste tilbud, men efter megen debat vedtog sognerådet, at tilbuddet kunne udvides til også at omfatte Svebølle skole og Forbundsskolen i Mørkøv – efter elevernes eget valg.
I valgkampen i 1958 deltog Vang Petersen, og et skoleprojekt for kommuneskolen blev omdrejning punkt for en heftig debat med Jyderup Realskoless bestyrer. På selve valgdagen den 4. marts 1958 uddelte Socialdemokratiet løbesedler, som gengav skolebestyrerens ”uhyrlige” påstande om skoleprojektets økonomi. Allerede samme dag imødegik Thomas Vang Petersen løbeseddelens indhold i Kalundborg Folkeblad og Holbæks Amtstidende. To dage senere sendte den ene af sognerådets tre indvalgte socialdemokrater, Arne Nielsen, en berigtigelse af løbeseddelens tal til samme to aviser, og så kørte sagen.
Den 22. marts 1958 modtog Vang Petersen dette officielle brev fra landsretssagfører A. Storgaard, Holbæk, med bl.a. denne ordlyd: i anledning af, at De i Holbæk Amts tidende har haft et indlæg vedrørende udgifterne til skolebyggeriet i Jyderup. I dette indlæg udtaler de bl.a., at en af socialdemokraterne udsendt løbeseddel ”kun kan betegnes som bevidst løgn, der nærmer sig propagandasvindel, og kun tjener det ene formål at opnå stemmer, selv ved forfalskning af officielle tal”. Med disse udtalelser har De i allerhøjeste grad overskredet ytringsfrihedens grænser, og socialdemokratisk forening vil derfor indbringe sagen for retten med påstand om, at De idømmes straf for æresfornærmende udtalelser, med mindre De inden 5 dage fra dato overfor mig giver erklæring om, at De i samtlige de lokale blade vil indrykke en af mig konciperet undskyldning og tilbagekaldelse af de anvendt udtryk.
Vang Petersen var efterfølgende ”villig til at indrykke en beklagelse af de anvendt to udtryk”, men på betingelse af, at Socialdemokratiet var ”villig til at indrykke en erklæring med indrømmelse af disse ”unøjagtigheder”, som man efter vor opfattelse ikke kan have været uvidende om”.
Da socialdemokraterne ikke kunne imødekomme sidste, blev der den 23. april 1958 sendt en stævning til Vang Petersen, og efter et aflyst retsmøde 6. juni kom sagen endelig under behandling i Civilretten i Holbæk den 20. juni med landsretssagfører, folketingsmand for Venstre og sendere borgmester i Ringsted, Thisted Knudsen, som advokat for indstævnede.
Under overskriften Forlig i injurie-Sagen mod Vang Petersen stod dette dagen efter at læse i Kalundborg Folkeblad.
Skolebestyreren betaler sagsomkostninger – Begge parter erkender fejl....

Sagen forliges på følgende måde: Sagsøgte udtaler Beklagelse af de i stævningen anførte udtryk og forpligter sig til at godtgøre sagsøgeren sagens omkostninger efter Rettens bestemmelser.
Sagsøgeren på sin side erkender, at løbesedlen har fået en sådan udformning, at den på visse punkter med føje kan give anledning til misforståelser.
På trods af forliget, var der slået skår i forholdet mellem Vang Petersen og Arne Nielsen, og det blev ikke bedre i sognerådssalen de kommende år, hvor eksamensoverbygning på kommuneskolen i perioder var fast på dagsordnen på sognerådets møder.

Sognerådet holdt efterfølgende adskillige møder med tilhørende heftige debatter om en realoverbygning på kommune skolen, og i 1962 ses sognerådet at indgå overenskomst med Jyderup Realskole om optagelse af kommunens eksamens skoleelever, en i første omgang 3 årig kontrakt, denne blev dog ikke godkendt af Holbæk Amts Skoledirektion der kun kunne acceptere en aftale der løb til det kommende års sognerådsvalg.

På sognemøderne indtil da plæderede mindretallet med Arne Nielsen som ordførende gentagne gange for, at Vang Petersen var inhabil med den argumentation, at en skoleleder af en privat realskole er økonomisk afhængig af skolen og derfor må fravige sit sæde sognerådet, når spørgsmål vedrørende eksamensskolen blev drøftet. Flertallet var ikke enigt og ønskede ikke at fratage ham ordet. Sagen om inhabilitet blev oversendt til Amtet, men så blev det tid til sognerådsvalg i marts 1962, og 1. april kunne den nye sognerådsformand indtage formandsstolen og det var nærmest chokerende at se, hvor nemt en overbygning på kommuneskolen lod sig gennemføre efter valget i 19621
----
og her er afskrift fra avisartikler;

1958, Holbæk Amts Venstreblad 16. maj 1958, side 4; Sagsanlægget mod Vang Petersen
Kommer for retten på torsdag.
Lige før sognerådsudvalget udsendte socialdemokratiet i Jyderup en lille løbeseddel til imødegåelse af nogle af de uhyrligheder, der forud var fremsat af skolebestyrer Vang Petersen.
Løbesedlen gengav enkelte tal, som hvilede på konkrete oplysninger, men dagen efter betegnede Vang Petersen i en artikel i "Holbæk Amtstidende" tallene som "bevidst løgn". Samme artikel var optaget i "Kalundborg Folkeblad", men her havde man strøget det injurerende udtryk bevidst løgn. Socialdemokratiet har anlagt injuriesag mod Vang Petersen, og det første retsmøde om sagen holdes i Holbæk på torsdag2

1958, Kalundborg Folkeblad 22. maj 1958, side 3; Injuriesagen mod Vang Petersen
Parts- og vidneforklaring i Holbæk den 6. juni
Den injuriesag, som Socialdemokratisk Forening for Jyderup og Omegn har rejst mod Skolebestyrer Vang Petersen, Jyderup, blev i dag forelagt i Holbæk civilret.
LRS., Folketingsmand Thisted Knudsen, Ringsted, er forsvarer for Vang Petersen. For Thisted Knudsen mødte i dag en Holbæk sagfører, som oplyste, at den sagsøgte vil påstå frifindelse, idet han mente at kunne føre sandhedsbevis. Han vilde føre tre vidner.
Sagen udsattes til parts- og vidneforklaring, som finder sted den 6. juni
Foreningen kræver V. P. dømt for æresfornærmende sigtelser og dømt til at betale sagsomkostningerne for i "Holbæk Amtstidende" at have skrevet om løbesedler, som foreningen udsendte ved kommunevalget: "Bevist løgn, der nærmer sig propagandasvindel og kun tjener det ene formål at opnå stemmer, selv ved forfalskning af officielle tal"3

Holbæk Amts Venstreblad 22. maj 1958, side 4; Injuriesagen mod skolebestyrer fra Jyderup for retten i dag.
Har betegnet oplysninger i socialdemokratisk løbeseddel som "bevidst løgn", parts- og vidneforklaring den 6. juni.
Injuriesagen, som Socialdemokratisk Forening i Jyderup har anlagt mod skolebestyrer VP, blev i dag forelagt i Holbæk civilret.
Lrs. Plejdrup mødte for lrs., folketingsmand Thisted Knudsen, Ringsted, der repræsenterer VP, og nedlagde påstand om frifindelse. Han tilføjede, at den sigtede mente at kunne føre sandhedsbevis og anmodede om at få sagen udsat til parts- og vidneforklaring. Skolebestyreren ønsker afhørt tre vidner. Sagen udsattes til den 6. juni kl. 14.
Baggrunden for sagen
Den sagsøgende forenings påstand går ud på, at skolebestyreren "i henhold til bestemmelserne i borgerlig straffelovs paragraf 167, stk. 1, jfv. stk. 3 ikendes straf for æresfornærmende sigtelser samt, at de af VP fremsatte sigtelser kendes ubeføjede. Endvidere kræves skolebestyrer VP tilpligtet at betale sagens omkostninger, derunder omkostninger ved kundgørelse af dommen.
I Socialdemokratisk Forenings sagsfremstilling henvises til et indlæg i "Holbæk Amtstidende" fra den sagsøgte i anledningen af kommunevalget. I dette indlæg, der er underskrevet af Vang Petersen, hedder det, at en af den sagsøgte forening udsendt løbeseddel kun kan betegnes som "bevidst løgn, der nærmer sig propagandasvindel og kun tjener det ene formål at opnå stemmer selv ved forfalskning af officielle tal"
Det siges, at disse bemærkninger er af en sådan art, at de langt overskrider ytringsfrihedens grænser, hvorfor foreningen må nedlægge påstand om straf4

Holbæk Amts Venstreblad 6 juni 1958, side 4; injuriesagen udsat
Injuriesagen mod skolebestyrer Vang Petersen, Jyderup, der skulle være behandlet ved retten i Holbæk i eftermiddag, er udsat indtil videre5

1958, 10. juni - KF, side 4; Ikke rart med ufordragelighed interview med Alma Nielsen

Holbæk Amts Venstreblad 17. juni 1958, side 4;Injuriesagen mod Vang Petersen
For retten i Holbæk på fredag
Socialdemokratisk Forening i Jyderup har som bekendt anlagt injuriesag mod skolebestyrer Vang Petersen, Jyderup Realskole. Behandlingen af denne sag er nu berammet til fredag eftermiddag i Holbæk ret. Socialdemokratisk Forenings sagfører er lrs. Storgaard og for Vang Petersen møder lrs. Thisted Knudsen6

1958, Kalundborg Folkeblad 21. juni 1958, side 3; Forlig i injuriesagen
Skolebestyreren betaler sagsomkostningerne - begge parter erkender fejl
Injuriesagen, som Socialdemokratisk forening Jyderup og omegne. V. vejmand, amtsrådsmedlem Arne Nielsen, Jyderup, havde anlagt mod skolebestyrer Ths. Vang Petersen, Jyderup blev i går forligt ved civilretten i Holbæk.
- Sagen forligtes på følgende måde; Sagsøgte udtaler beklagelse af de i stævningen anførte injurierende udtryk og forpligter sig til at godtgøre sagsøgeren sagens omkostninger efter rettens bestemmelser.
Sagsøgeren på sin side erkender, at løbesedlen har fået en sådan udformning, at den på visse punkter med føje kan give anledning til misforståelse. Retten fastsætter det beløb, som sagsøgte vil have at betale sagsøgeren i sagsomkostninger, til 350 kr. 7

Holbæk Amts Venstreblad 21. juni 1958, side 4; Injuriesagen mod Vang Petersen gik til forlig
Realskoleforstanderen betaler sagsomkostninger med 350 kr.
Den af socialdemokratiet i Jyderup anlagte injuriesag mod skolebestyrer Vang Petersen, Jyderup, var i går til behandling ved retten i Holbæk. Foruden Vang Petersen og socialdemokratiets formand, amtsrådsmedlem Arne Nielsen, var mødt de tidligere socialdemokratiske sognerådsmedlemmer Edv. Rasmussen og Emanuel Jensen samt venstremanden Will. Jensen og desuden de nuværende sognerådsmedlemmer fru Alma Nielsen og gdr. Poul Rasmussen samt formanden for skolekommissionen, konsulent Tvergaard

Retten gennemgik grundigt den avisartikel, der har givet anledning til sagsanlægget, og den socialdemokratiske løbeseddel, som gav anledning til avisartiklen, og derefter gik dommer Bærentsen energisk ind for at få skabt forlig i sagen.
De to parters sagførere, Arne Storgaard, Holbæk, for socialdemokraterne og Thisted Knudsen, Ringsted, for Vang Petersen gik sluttelig til forhandling om forlig, og dette opnåedes på følgende af dommeren foreslåede måde:

Sagsøgte udtaler en beklagelse af de i stævningen anførte injurierende udtryk og forpligter sig til at godtgøre sagsøgeren, sagens omkostninger efter rettens bestemmelser.
Sagsøgeren på sin side ved formanden, amtsrådsmedlem Arne Nielsen, erkender, at løbesedlen har fået en sådan udformning, at den på visse punkter med føje kan give anledning til misforståelse.
Retten fastsætter det beløb, som sagsøgte vil have at betale sagsøgeren til 350 kr. 8

1958, Holbæk Amts Venstreblad 23. juni 1958, side 4;Injuriesag mod sognerådsformand
Overvejes af socialdemokratiet
Socialdemokratiets formand i Jyderup, vejmand Arne Nielsen, udtaler til os, at partiets ledelse tidligere har drøftet spørgsmålet om også at anlægge injuriesag mod nuværende sognerådsformand Fru Alma Nielsen og tidligere sognerådsmedlem gårdejer William Jensen, der begge stillede sig bag skolebestyrer Harry Petersens artikel som afsluttedes med disse linjer: Denne erklæring er tiltrådt af den samlede venstregruppe.
Man vil nu optage forhandlinger om eventuelt nyt sagsanlæg9

1958, Holbæk Amts Venstreblad 25. juni 1958, side 4; Lukket møde i sognerådet
5½ times lukket møde
Jyderup sogneråd holdt i aftes et lukket møde, der varede fra kl. 19,30 til kl. 1, men der ønskes ingen omtale af, hvad man behandlede. Det drejer sig kun om en orientering af forskellige ting, oplyser sognerådsformanden. Der er dog næppe tvivl om, at det i hovedsagen er skolespørgsmålet, mødet drejer sig om10


Kilder:
Kilde 1: Stationsbyen Jyderup, side 264. Anders Hjorth-Jørgensen. Forlaget desAHJn
Kilde 2: Holbæk Amts Venstreblad 16. maj 1958, side 4; Sagsanlægget mod Vang Petersen
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 22. maj 1958, side 3; Injuriesagen mod Vang Petersen
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 22. maj 1958, side 4; Injuriesagen mod skolebestyrer fra Jyderup for retten i dag.
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 6 juni 1958, side 4; injuriesagen udsat
Kilde 6: Holbæk Amts Venstreblad 17. juni 1958, side 4;Injuriesagen mod Vang Petersen
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 21. juni 1958, side 3; Forlig i injuriesagen
Kilde 8: Holbæk Amts Venstreblad 21. juni 1958, side 4; Injuriesagen mod Vang Petersen gik til forlig
Kilde 9: Holbæk Amts Venstreblad 23. juni 1958, side 4;Injuriesag mod sognerådsformand
Kilde 10: Holbæk Amts Venstreblad 25. juni 1958, side 4; Lukket møde i sognerådet
Note:

Sidst rettet 29. januar 2015
©Jyderup Realskole